Mental træning

Træning

Mental træning er en god måde at stimulere din hund, så den ikke keder sig eller bliver deprimeret, til at trætte den aktive hund og til at holde din hunds hjerne i gang. Samtidig er det en fantastisk måde at være sammen med din hund på.
Hver gang du stiller din hund en opgave, lad det være basal træning som sit, dæk, giv pote eller mere avanceret træning, bliver din hund stimuleret mentalt. Inden for din hunds fysiske muligheder og fornuftig træning, er det kun fantasien, der sætter grænser

Jeg har nedenfor samlet nogle forslag til mental træning, du kan lave med din hund. Træn gerne i korte sessioner flere gange fremfor én lang periode. Har du selv forslag til træning, skal du være velkommen til at dele det her!

God fornøjelse

AGILITY BANE
Det behøver ikke være en avanceret bane eller en bane for professionelle. Du kan lave en bane udenfor eller indenfor.
Placér nogle bokse (eller andet din hund kan gå imellem) med god afstand og lok din hund til at zigzag’e mellem dem ved at holde en godbid i hånden foran din hunds snude mens du zigzag’er din hånd mellem boksene. Beløn din hund med godbidden når hun/han er kommet igennem banen.

Du kan også have en tunnel din hund skal kravle igennem. Husk altid at belønne når din hund er kommet igennem udfordringen.

GEMMELEG
En nem leg, der ikke kræver det store arbejde fra din side. Find noget legetøj din hund er særligt glad for eller brug godbidder.
Placér din hund i et andet rum, mens du gemmer legetøjet/godbidderne. Begynd med at gemme det så din hund nemt kan finde det (for eksempel midt på gulvet). Når du har gemt det, henter du din hund og siger “find det” inden du lukker hende/ham ind i rummet. Opmuntrer din hund til at finde det (du bliver måske nødt til at vise, hvor du har gemt det, de første par gange).
Efterhånden som din hund bliver bedre til at finde det gemte, kan du gemme det bedre (for eksempel under en pude eller bag ved potteplanten).
Bruger du legetøj, så leg lidt med din hund når hun/han har fundet det.

Du kan også bruge dig selv. Gem dig (i starten så din hund nemt kan finde dig) og kald på din hund. Når din hund har fundet dig belønner du med godbidder, nus eller leg med legetøj.
Når din hund har forstået legen, gemmer du dig bedre.

SKJULTE SKATTE
I denne leg er din hund afhængig af sin gode lugtesans. Derimod, kræver den heller ikke det store fra dig.

Placér 3-4 bøtter på gulvet ved siden af hinanden og med bunden i vejret. Mens din hund ser det, placerer du en godbid under den ene. Opmuntrer din hund til at søge efter den ved at sige “søg” og få hende/ham til at snuse til bøtterne. Når hun/han stopper ved den ene (forhåbentligt den rigtige) løfter du bøtten og roser hende/ham for at finde skatten. Lad din hund spise godbidden og gem en ny godbid under en af bøtterne.
Når din hund har forstået legen, gemmer du godbidden UDEN din hund ser det og beder hende/ham derefter om at søge.
For at gøre det sværere, kan du tilføje flere bøtter og/eller placere dem med større afstand.

(hvis du ikke ønsker at bruge godbidder, kan du bruge din hunds favorit legetøj eller andet din hund godt kan lide. Bruger du legetøj, så leg lidt med hende/ham når hun/han har fundet skatten).

SJOVE TRICKS
Lær din hund forskellige tricks som du kan imponere dine gæster med. Det kunne for eksempel være:

  • GIV POTE
    Begynd ved at få din hund til at sidde. Sig “giv pote” og tag poten i din hånd. Hold poten i hånden og sig “dygtig” samtidig med, at du giver en godbid. Giv slip på poten igen. Gentag dette nogle gange hver dag.
    Efter nogle gentagelser, siger du “giv pote” og afventer at din hund giver dig poten. Beløn med det samme.
    Har hun/han endnu ikke forstået, hvad opgaven går ud på, siger du igen “giv pote” og tager poten”. Beløn ved at sige “dygtig” efterfulgt af en godbid.
  • SPILLE DØD
    Med en godbid lokker du din hund til at ligge ned med hovedet på gulvet. Beløn for korrekt udført øvelse. Efterhånden som din hund forstår, hvad du vil have hende/ham til siger du “bang” mens du lokker din hund til at ligge ned. Gentag til din hund forstår hvad “bang” betyder.
  • VINKE FARVEL
    Sid foran din hund og hold din hånd frem som når du vil have din hund til at give pote. Når din hund løfter poten, tager du din hånd tilbage og vinker, samtidig med du siger “vink”. Beløn din hund med det samme.
    Til at starte med, er det ikke sikkert, at din hund løfter poten særlig højt, men efterhånden, når hun/han forstår sammenkoblingen, belønner du for at holde poten højere og højere oppe.

KUN FOR DIN HUND
Dog bør din hund aldrig efterlades uden observation da nogle hunde er i stand til at ødelægge det legetøj der ellers påstås at være sikkert!

  • Fyldte og frosne Kongs
  • Fyldte og frosne puslespil (de bedste er dem, med en masse huller, former og kanter)
  • Lad din hund selv finde maden ved at du spreder det rundt omkring (enten inde eller ude)

Ved at fryse Kongs eller puslespillet, holder det længere og giver din hund en god følelse når hun/han spiser. Brug peanutsmør, kylling eller andet lækkert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *