Positiv forstærkning er som tidligere nævnt, den mest effektive måde at lære et dyr en ny adfærd på. Men hvornår skal man give positiv forstærkning?
Jeg plejer at sige “på sekundet”, velvidende at det nærmest er umuligt – også selvom man bruger en sekundær forstærker.
Men, der er noget om det. Et studie, der blev præsenteret på Canine Science Forum i Lincoln, UK, 2014 viser, hvor vigtig “på sekundet” er:
60% ud af 20 hunde lærte en opgave ved at blive belønnet med det samme (= 0 s. forsinkelse), hvoraf kun 25% ud af 20 hunde lærte det ved 1 s. forsinkelse.
Det er for så vidt ikke så overraskende, men det er jo interessant, at vores dyr alligevel lærer en opgave selvom belønningen ikke bliver givet på sekundet.
Hvorfor?
Et foreløbigt studie viser, at vi ved hjælp af vores krop (hænderne især), i træningssituationer, ubevidst giver den opmærksomme hund et tegn på, at han/hun vil blive belønnet.
Studiet viste ydermere at tiden mellem en fysisk gestus (f.eks. en håndbevægelse) og en sekundær forstærker (f.eks. en klikker; verbal ros) varierer mellem 0,2s -0,54s.
Selvom det lyder af ingenting, har det stor betydning – og endnu en gang viser det, hvor vigtigt vores kropssprog er når vi træner dyr.
Det bliver spændende at se, hvad det opfølgende studie viser!
I mellemtiden, husk at give postiv forstærkning på sekundet!